Sådan finder du det rigtige dæktryk for mere fart og komfort på cyklen
Hvorfor dæktryk er din cykels vigtigste (og billigste) “upgrade”
Vi sparer op til de nyeste carbonhjul, opgraderer til elektroniske gear eller køber en aero-hjelm for at vinde de sidste par sekunder til skiltespurten. Men vidste du, at du kan hente markant mere fart – helt gratis – blot ved at trykke på en ventil? Dæktryk er uden sammenligning den mest oversete faktor, når det kommer til både fart, komfort og sikkerhed.
I gamle dage (læs: for blot fem-ti år siden) troede vi, at dækkene skulle pumpes stenhårde, indtil de nærmest ringede som en kirkeklokke, når man slog på dem. Men data og moderne test har vist, at det er en kæmpe fejl. For højt tryk i cykeldæk øger rullemodstanden, fordi dækket hopper over ujævnheder i asfalten i stedet for at absorbere dem. Ved at finde det optimale tryk henter du “gratis watt”, får bedre greb i svingene og slipper for at føle dig som en overrystet milkshake efter to timer på de danske landeveje.
Find dit optimale dæktryk til cyklen med denne beregner
Er du i tvivl om, hvor du skal starte for at finde det rette dæktryk til din cykel? Så kan du anvende nedenstående beregner, til at hjælpe med at finde det optimale dæktryk tilpasset din cykel, vægt og dæk. Du kan vælge cykeltype og dækbredde (mm) samt om du anvender tubeless eller “normale dæk” med slange (clincher).
Find dit optimale dæktryk
Resultatet er vejledende. Overskrid aldrig det maksimale dæktryk angivet på siden af dit dæk eller din fælg.
Er du tvivl om hvor brede dine cykeldæk er, så tjek på siden af dækket. Der vil et sted stå noget ala 700x28c. Her viser det sidste tal bredden af dækket, i dette tilfælde 28mm. Resultaterne fra beregneren er vejledende. Start med dem og tilpas så en smule baseret på din følelse. Husk aldrig at overskride de grænser for dæktryk som står på dine dæk.
De 3 faktorer der bestemmer dit dæktryk
Der findes desværre ikke ét magisk tal, der passer til alle. Da jeg startede, pumpede jeg altid bare mine dæk til 8 bar, fordi det stod på siden af dækket. Det gør jeg ikke længere. Her er de tre ting, jeg altid kigger på, før jeg ruller ud af indkørslen.
Din samlede vægt inkl. cykel og udstyr
Det siger næsten sig selv, men det bliver ofte glemt: Det er den samlede vægt af dig, din cykel, dine fyldte dunke og din sadeltaske, der hviler på dækkene. Jo tungere du er, jo mere tryk skal der til for at holde dækket stabilt. En rytter på 60 kg skal køre med et væsentligt lavere tryk end en rytter på 90 kg for at opnå den samme deformation af dækket og dermed den optimale kontaktflade med vejen.
Underlag og vejrforhold
Hvis jeg ved, at søndagsturen går ad snorlige, nylagte asfaltveje, kan jeg godt tillade mig et lidt højere tryk. Men lad os være ærlige – de fleste danske veje er fyldt med småhuller og grov asfalt. Her er et lavere tryk din bedste ven, da det lader dækket forme sig efter underlaget. Og hvis skyerne truer med regn, tager jeg altid lige lidt tryk, måske 0,5 bar, ud af dækkene. Det øger kontaktfladen og giver mig det greb, jeg har brug for, når asfalten bliver glat og fedtet.
Dækbredde og volumen
Trenden går mod bredere dæk, og det er der en god grund til. Jeg kører selv på 28mm eller 30mm i dag, hvor jeg før i tiden kørte på 23mm (hvilket føles som at køre på fælgene i dag). Jo bredere dit dæk er, jo større luftvolumen har det. Det betyder, at du kan – og skal – køre med et lavere dæktryk. Et bredt dæk ved lavt tryk ruller faktisk hurtigere end et smalt dæk ved højt tryk på almindelig vej, fordi det “sluger” ujævnhederne i stedet for at sende dem direkte op i din krop.
Tubeless vs. Slange: Den store forskel i bar
Hvis du stadig kører med klassiske slanger, er du begrænset i, hvor lavt du kan gå i tryk. Går du for lavt, risikerer du et “snakebite” – altså at slangen bliver klemt mellem fælgen og et hul i vejen, så der kommer to små huller, der ligner et slangebid. Det er irriterende og betyder et ufrivilligt stop.
Det er her, tubeless (slangeløs) virkelig vinder. Uden en slange kan du sænke trykket markant uden frygt for snakebites. Det giver en helt fantastisk komfort og et greb, man skal prøve, før man tror det. Jeg har cyklet med tubeless på min racer siden 2018 og efter lidt udfordringer i starten, er jeg 100% fortaler for Tubeless i dag. Det har været en gamechanger for min køreoplevelse og gjort at jeg lynhurtigt kan komme videre ved de fleste punkteringer.
Tegn på at du kører med forkert tryk
Du behøver ikke være fysiolog eller ingeniør for at mærke, om dit tryk er off. Din krop og din cykel fortæller dig det ret hurtigt.
For højt tryk: Du hopper på vejen
Hvis du føler, at cykelen “dirrer” eller hopper over hver eneste lille sten, så er dit tryk for højt. Der sker reelt et energitab, når cyklen og rytteren løftes vertikalt af ujævnheder. Det føles måske hurtigt, fordi det ryster, men sandheden er, at du spilder energi på at flytte dig op og ned i stedet for fremad.
For lavt tryk: Cyklen føles “svampet”
Hvis cyklen føles tung at træde i gang, eller hvis bagenden sejler lidt, når du rejser dig op i pedalerne, er du gået for lavt. Det værste scenarie er, hvis du mærker fælgen “klonke” mod underlaget, når du kører over en kant. Så skal der mere luft i med det samme for at undgå at ødelægge dine dyre hjul.
OBS: Inden vi triller afsted, så husk at jeg hverken er professionel rytter eller uddannet fysiolog. Jeg er blot en nysgerrig motionist, der har en passion for cykeltræning og data. De råd, du læser her, er baseret på mine egne erfaringer og den viden jeg har tilegnet mig fra de danske landeveje, min Kickr Core og diverse bøger og artikler om cykling. Det, der virker for mig, virker måske for dig, men vi er alle forskellige. Læs mere om hvordan jeg bruger min digitale Wingman lige her.